Det er naturligt, at din krop skal hele efter graviditet og fødsel. Du kan opleve at din krop er anderledes, og at nogle at de problemer, du havde under graviditeten, fortsætter eller at tidligere skader blusser op igen. Du kan også opleve, at dine mavemuskler ikke samler sig igen (rektus diastase). Måske føler du også, at underlivsorganerne falder ned, når du går, løber eller hopper.
Vi begynder forløbet med en kort samtale, hvor jeg spørger ind til dine symptomer og forventninger til behandlingen. Derefter undersøger jeg dig grundigt. Jeg ser blandt andet på din kropsholdning for at undersøge baggrunden for dine gener og finde en forklaring på, hvorfor de fortsætter. Det er ikke altid dér, hvor du oplever smerter, at problemet er. Eksempelvis kan lændesmerter forstærkes og blive ved med at give problemer på grund af en svag bækkenbund og stramme hoftebøjer.
Derefter laver vi en behandlingsplan, som kan bestå af en kombination af ledmobilisering, massage, udspænding og øvelser, eller holdtræning - alt efter dine ønsker og behov.